lørdag den 1. november 2008

Målet er nået

Fredag den 31. oktober havde jeg tabt lige præcis 5 kg siden 26. september. SUPER. De sidste tre dage inden spiste jeg havregrød med æblemos og lidt rosiner til morgenmad, frugt og grønt frem til middag, fiberbolle med ost og syltetøj om eftermiddagen og en portion aftensmad. Det rykkede nok lige det sidste stykke, jeg må jo indrømme at have smugkigget og to dage før, så det ikke godt ud. Der manglede et kilo.

Motionen har det knebet med for ikke at sige, den har været VÆK. Jeg har arvet et løbe - gå- bånd fra min søster, mangler lige at få gjort håndtagene fast, så jeg ikke skvatter af i farten ;))
Måske var det en ide at finde nogle øvelser til at få strammet maveskindet op. Nå, et skridt af gangen, så går det.

Arbejde og venindens skilsmisse tager rigtig mange kræfter. Flere end jeg vist helt er klar over.

Men fedt ( mærkeligt ord at bruge i denne sammenhæng, måske) at målet er nået minus fem kilo.

onsdag den 29. oktober 2008

Status

Lørdag morgen havde jeg tabt 4 kg og mangler dermed 1 kg til på fredag.

Søndag får jeg besked om, at min bedste veninde skal skilles. Taler med manden og derefter med hende, han er fast besluttet. inviterer alle fire unger i biografen, vel vidende hvilken besked hun skal have af manden imens. Efter 30 minutters film tikker en sms ind fra ham om, at hun er ked af det. Jeg går og min datter passer ungerne. Taler, trøster og kan mærke smerten helt ind i maven. Det er super hårdt, jeg er helt flad og går i seng kl. 19.30.

Ringer og melder mig syg mandag og tirsdag. Er bagud med elevplaner, elevsamtaler efter arbejdet med systemet bag elevplanerne, kan ikke se hvordan jeg også fremover skal finde tid til at arbejde videre med intranettet. Taler med veninden flere gange i løbet af dagen, hun er helt knust. Jeg får skrevet ind på stort set alle elevplaner. Har det stadig skidt, om eftermiddagen er jeg totalt urolig og søger efter mad, ved ikke om jeg skal spise det ene eller det andet. Er IKKE sulten, men ved jo af erfaring at mad dæmper uro. Og jeg er urolig, over min veninde og mit job. Spiser en pose cashew nødder, lidt rosiner, to stk m & m's, overvejer müsli og mælk, rugbrød med ost, bare blive ved at putte i hovedet for at dæmpe uroen, helt vildt som det føles.
Går helt flad i seng kl. 19.30

Tirsdag bliver jeg færdig med elevplaner, får skabt overblik og forslag til fremtidens skema for mig. Ringer til min chef og sætter hende ind i det, fortæller hvorfor jeg har været hjemme og aftaler et møde med ledelsen onsdag.

Onsdag får jeg accept af mine forslag, næstbedste løsning sættes i værk med det samme, bedste løsning er et faktum ved næste fagfordeling som måske allerede er til jul. De timer som fjernes vil blive tillagt som IT-timer. Fedt, der bliver lyttet og handlet.

I aften får børnene besked om den forstående skilsmisse. SUK.

Jeg har spist frugt og grønt frem til aftensmaden, har ikke været ude og gå, ved ikke om målet holder til fredag, men det bliver tæt på. Er ved at komme ovenpå.

onsdag den 22. oktober 2008

Sene dage

Det har været nogle sene dage på jobbet, tirsdag møder til kl. 17.15 og i dag kursus i København til kl. 16.00.

Vægten er steget, har jo smugkigget, men satser på at almindelig sund fornuft og kost gør sin indvirkning og efterlader et fint mellemresultat til fredag.

Men, men der er lige et hængeparti, jeg skulle tage stilling til motion og det er ikke helt sket endnu. Det er super svært for mig at vippe ud af sengen lidt tidligere for at gå en tur. Det er ellers derfor, vækkeuret ringer kl. 06.00. I stedet kommer jeg tidligere på arbejdet. Hm, planen er at gå 20 - 30 minutter to gange dagligt. Det gør jeg fra i morgen. TIDLIG.

Husk målet, husk målet. Kan godt og gør det.

lørdag den 18. oktober 2008

MC-tour

Torsdag sidst på formiddagen kørte vi afsted, Birgitte og jeg. Væk fra mænd og børn til fred og ro og kun os. Birgitte bestemte vej som den første og vi kom ikke langt omkring, men til gengæld tror jeg, at vi har kørt på alle veje i et bestemt område omkring Bjerre Strand, hvor det første billede er taget og Tissø, som er på det andet billede.


Her var det begyndt at regne, men vi var ikke sådan at slå ud. Det eneste vi havde med, var et par bukser, en bluse, et par strømper (undtagen Birgitte), et håndklæde (undtagen Laila) og toilettasken. Og jo gin i en halvliters sodavandsflaske, hvor min datter nok så betænksomt havde skrevet "gin" på, hvis nu damerne ikke drak det hele. Og selvfølgelig tonic til ginen.

Målet for dagen var Birgittes forældres sommerhus i Store Havelse ved Frederiksværk. Regnen tog til og det gjorde sulten også, vi nåede Tømmerup. Købmandshandel stod der, vi kørte ind og håbede det bedste. En stor tyk dame vraltede ud og sagde, det var et par flotte cykler, vi havde. Og så var vi jo solgt.
Hun sagde, at vi sagtens kunne låne et toilet og købe nogle kolde frikadeller. Vi gik i butikken, hvor der sad en midaldrende dame henslængt over disken. Ved egentlig ikke om hun hilste. Vi fandt frikadeller, sådan fem stk. som i Netto, kolde og gummiagtige kugler, men vi var sultne. To müslibar og to kopper kaffe. Der stod, at vi skulle kaste penge i, men efter nogen forsøg, hvor damen ved disken ikke reagerede og passede sit job og hjalp os, sagde hun da til sidst, at vi kunne betale hos hende. udenfor på en bænk i tørvejr, kom en tredje dame og sagde, vi kunne låne personaletoilettet, det var rent. Det var et bofællesskab for psykisk syge.

Vi kørte videre og så de skønneste farver i skovene, det var et helt fantastisk syn trods regn, kulde og skulle det vise sig senere, vand i støvlerne. Da vi syntes, det var mindt sjovt, måtte vi spørge frk. Garmin, hvor langt der var endnu til sommerhus og tørvejr. Hun kunne kun svare på det første og der var kun en halv times kørsel og det mente vi nok, vi kunne holde til.

Vi kørte over Frederikssundbroen og Kronprins Frederiks Bro i silende regn, det var ærgerligt. Da vi ankom til sommerhuset, ville Birgitte ind og tænde op, jeg kørte til Brugsen og provianterede.
Birgitte nåede at smække sig ude, skrue et vindue af med hjælp fra en nabo og ind igen, mens jeg var væk. Hun spilder sørme ikke tiden. Vi nød en kop varm kaffe, boller og ost. Senere gin og tonic og derefter mad på kroen. Hygge, snak og fred. Super.

Næste dag kørte vi over landet til Køge næsten og så hjem efter. Aftenen før havde jeg fundet ud af at lukke for hoved- og motorveje hos frk. Garmin. Så vi kom ud på helt vidunderlige små snoede veje og mødte en flok frilandsgrise.

En dejlig tur, som der gerne må komme flere af.



Posted by Picasa

onsdag den 15. oktober 2008

Turen går Sjælland rundt

Vejret ser nogenlunde ud, ingen regn og kun lidt blæst. Omkring middag er det planen, at Birgitte og jeg kører en tur Sjælland Rundt på vores motorcykler.

Mellemresultatet for målet den 31. oktober (minus 5 kg) er et vægttab på 3,4 kg. Så der er stadig "plus" på kontoen, målet er i sigte JUBIIIII.

Blæst og regn


Dagen i dag har været rigtig efterår, blæst og regn. Jeg håber på sol i morgen og fredag, så Birgitte og jeg kan komme ud og køre ;)))


Har arbejdet på skoleintra hele dagen, men smuttede lige afsted på en frisk tur på godt 45 minutter. Snuppede et billede på samme sted og det er så lidt anderledes igen i dag.


Toilet og kost, her er alt ok.


Har sat grøntsagerne i ovnen og skal arbejde videre, så jeg forhåbentlig kan holde fri i morgen.

tirsdag den 14. oktober 2008

En helt vidunderlig flot dag

Skoleintra var stadig nede, så jeg kunne ikke arbejde. Det kom op at køre kl. 13.30, der havde jeg besluttet at gå en tur. Vejret var helt vidunderligt, det blev til 50 minutters tur ud til skoven og tilbage. Billedet er taget præcis samme sted som i går. Utroligt så meget forskel, der er.

Hjemme ventede to portioner boller, de skulle trilles og så var det tid til at kigge på skolearbejdet. Øv, jeg havde sådan sat mig op til det mandag morgen og egentlig også tirsdag morgen. Men nu bliver det så onsdag og det er ikke helt ok midt i en efterårsferie. Nåh, jeg håber og tror på, at jeg bliver færdig. Det må i hvert fald være det, jeg når.

Jeg skrev 60 minutters motion, det har lidt fortrudt. Tanken var egentlig mindst 30 minuter og gerne mere. Det har jeg gjort ;)))
Et nyt trick er taget i brug: to glas vand inden hvert måltid. Det hjælper også på maven og fordøjelsen, så maden ikke bliver så længe indenbords. Jeg tænker tit over, om jeg nu også har været ude i det store ærinde på toiletttet hver dag. Nu skriver jeg lige ned nogle dage, så behøver jeg ikke spekulere mere over det.

Syning om aftenen hos Birte, havde bare glemt strimlerne ;(( Vi opdaterede hjemmesiden i stedet og hyggede. Sagde pænt nej tak til kagen og havde det fint med det. Nærmer os dag nummer 21, hvor vanen skulle være "vænnet fra".

mandag den 13. oktober 2008

Gåtur i regnvejr

Dagen skulle have været brugt på arbejde, jeg havde lovet noget færdig, som ikke kunne lade sig gøre. Men i dag var der centralt servernedbrud og der er i skrivende stund ikke noget oppe at køre. Så jeg prøver igen i morgen, lidt ærgerligt jeg havde sådan lige sat mig op til det i dag.



Kørte på motorcykel til Slagelse, vejret var ikke så godt som i weekenden, men det var dejligt alligevel. Jeg tror, jeg kan nå at runde 3000 km fra 5. august inden, den skal på vinterstald.

Sidst på dagen gik min datter og jeg rask afsted langs stranden og blev mødt af et mega regnskyl. Men der var flot udover vandet og naturens mange farver netop i efteråret kan jeg ikke få nok af.



Jeg talte med psykologen om min beslutning vedrørende sukker, hun sagde, at det var en god ide at sige: "I dag har jeg ikke lyst til kage, slik eller hvad det nu er". Det var bedre end at sige: "Jeg skal ALDRIG mere spise kage og slik. Mere overskueligt.

søndag den 12. oktober 2008

Gåtur i skoven

Jeg gik en skøn tur sammen med min veninde og hendes hund i skoven. Vejret var helt fantastisk, solen skinnede og det var bare dejligt.

Skrev jeg ikke, at motionen skulle vente til "vanen var vænnet fra", hvilket skulle tage 21 dage??? Jo, men jeg har besluttet at tricke lidt og motionere 60 minutter dagligt i uge 42. Så det lige får sat et skub i vægttabet.
Super dejlig mad til fødselsdagen i går, spiste kun en portion hovedret. Et enkelt glas vin og ingen slik til kaffen. Jeg er sgu lidt stolt af mig selv.

Eftermiddagen i dag bød på en skøn køreturpå motorcykel med samme veninde (hun havde så bare ikke hunden med). Ud på de små veje, Lorup, Lynge Eskilstrup skønt. Vejret var perfekt. Vi har aftalt at køre torsdag middag til fredag eftermiddag, så kryds lige fingre for godt vejr. Vi satser på en tur Sjælland Rundt ad marguritruterne.


lørdag den 11. oktober 2008

En herlig cykeltur

I dag cyklede jeg den nærmeste omvej til biblioteket nemlig en tur rundt om Noret. Det er en tur på ca. 16 km, som jeg engang har kunnet cykle på 40 minutter. Men der er sandelig sket ting og sager siden, i dag "landede" jeg på biblioteket efter 45 minutter, afleverede mine bøger og havde stadig 5 - 10 minutter tilbage. Jeg pustede og stønnede som en gammel krage, men hvor var jeg glad for at gjorde det ;))))

Har spist fornuftigt, været lidt småsulten hele dagen, men det er ok at kunne MÆRKE sulten. Jeg skal til 50 års fødselsdag i aften, men det går også, er jeg sikker på. I går aftes tog jeg en lille portion og så en lille mere og tænk, jeg kunne faktisk ikke spise nr. to. Sådan !! Maven er vænnet til mindre portioner, så det skal da ikke ødelægges.

fredag den 10. oktober 2008

Lidt i overskud

Næste mål er først 31. oktober og kræver et vættab på 1 kg om ugen i snit. Lige nu er jeg lidt foran, har nemlig tabt 2,3 kg på to uger. Men det er godt at være lidt i overskud.

Har stadig ikke spist de søde sager, men må indrømme at det har spidset noget til på jobbet, men jeg holdt mig væk. Ved hvad det koster. Nu er kun 7 dage tilbage, så skulle den vane være aflagt.

fredag den 3. oktober 2008

Første mål er nået

Målet for den første uge er nået, godt og vel endda. Skønt, det giver lyst og styrke til at fortsætte. Jeg har haft kløe over det meste af kroppen de seneste to dage, ikke den søde kløe ;))) men kløe på brystet, albue på indersiden af armen, håndled og sikkert andre steder. Er lige opmærksom på om det er stress / travlhed på jobbet eller allergi eller måske for lidt fedtstof eller noget helt fjerde.

torsdag den 2. oktober 2008

Hovedpinen er væk, næsten

Seks dage er gået af de 21, som vaneændringsfasen skulle tage. Hovedpinen er stort set forsvundet, ligesom trangen til det søde. Oplevede dog i går, da jeg var til møde efter en noget hektisk dag, snuppede to stk. tortillachips at de meget hurtigt kunne blive til flere. Havde valgt rugbrød og ikke hvidt brød, grøntsager til, ikke taget af slikket. Men de chips fyrede lige op under sukkermonsteret, men jeg fik ham stoppet og også stoppet ind i skabet igen.

Forleden skrev jeg, at først efter de 21 dage vil jeg planlægge motion. Og samme eftermiddag fik jeg sådan en lyst til at gå en lang tur langs stranden. Omvendt pædagogik virker altså også på mig Jeg overvejer at købe en stepmaskine med snoretræk til træning af armene, men ved det ikke helt. Har før haft en, dog uden snoretrækket. Overvejer også at melde mig til fitnesscentrets slankehold for at gang i motionen, men kommer jeg afsted. Så der er jeg ikke så stålsat i beslutningen, kan jeg mærke. Det må lige ligge og ulme lidt, så beslutningen kommer dybt og fast inde fra mig.

Spiser fornuftigt, vælger groft så meget som muligt. Læste om en interessant undersøgelse på I Forms hjemmeside netop omkring fuldkorn. Vælg fuldkorn, et forsøg med kost som indeholdt samme mængder kulhydrat, protein og fedt og som lå 500 kalorier under det anbefalede, men den ene gruppe fik fuldkornsprodukter og den anden gjorde ikke, viste at de med fuldkorn tabte sig væsentligt mere.

søndag den 28. september 2008

Stadig den rigtige vej

Søndagen forløb ganske anderledes end planlagt, men det som var planlagt blev overholdt. Det er en god ting, jeg har det bedst, når også aftalerne med mig selv overholdes.

Kostmæssigt har jeg holdt stien ren, har ikke haft trang til de søde sager. Mærkeligt. Men hold fast for en hovedpine både fredag, lørdag og i dag. Det må være abstinenserne. Jeg holder ud.

Der er brugt tre af de 21 dage, det tager at ændre en vane. Når de er gået, så skal der planlægges motion, men ikke før. One step at a time, please.

lørdag den 27. september 2008

Super dag

Sikke en energi, jeg var frisk kl. 8.00, gik i sving med at få sat vasketøj over. Det passede, at jeg så kunne MÆRKE at jeg var sulten. Spiste, drak kaffe og hyggede med aviser og reklamer. Mere vasketøj, gøre rent og lige kigge ind til min gamle nabo. Derefter et smut til åbent hus hos Hanne Wellendorph, som er lokal quilter. Hjem og spise frokost og hænge det sidste tøj op.

Så afsted på motorcyklen til en aftale med en seminarieveninde, skøn tur og super vejr.Kørte et lille stykke på motorvej, men havde det som om alle bløddele i ansigtet blævrede rundt og faldt ned i guirlander, da jeg kørte fra. Nej, jeg vil hellere køre på almindelig landevej eller de små veje med spændende sving og landskab.

Kostmæssigt er det som om at gårsdagens beslutning har flyttet en masse. Jeg var ikke lige ved at snuppe en småkage hos Karen, eller lige nappe et bolsje fra dåsen og det var ikke besværligt at bede om danskvand i stedet for et glas vin hos min veninde om aftenen, hvor jeg skulle hjælpe med computer. Aftensmaden blev lidt sen, men det var opvarmet suppe fra dagen før, så det var nemt og ikke meget.

At ændre en vane skulle tage 21 dage, så nu er der kun 19 dage tilbage, før kroppen har accepteret at undvære sukker. Men tager jeg så et enkelt stykke, så er jeg tilbage igen og det VIL jeg ikke,

fredag den 26. september 2008

Beslutningen er taget

Jeg kan ikke tåle sukker eller andre fætre og kusiner til dette farlige stof. Når jeg spiser det, så mister helt og aldeles kontrollen med hvad og hvor meget, jeg stopper indenbords. Og hvad der er værre, sukkermonsteret vælter stor og fed ud af skabet, griber med en hånende latter en hel pose lakridskonfekt og væk er den. Sådan fortsætter monsteret, hvis jeg snupper den mindste bid af det søde stof.

Det er ikke fordi, jeg ikke godt VED, at jeg skal lade det være. Det er ikke fordi, at jeg ikke godt VED, at jeg kun skal spise en portion. Det VED jeg, men sukkermonsteret overtager helt alle beslutninger omkring maden og deltager såmænd også i mine indkøbsture. Altså bliver jeg nødt til at skille mig af med monsteret, hvis jeg vil bestemme selv og have en fornuftig vægt, en sund krop og en betydeligt lavere risiko for livsstilssygdommene, som følger med overspiseriet. For det er jo det, det er. Jeg overspiser og kan ikke lade være.

Hvad skal jeg undvære: kage, chokolade, slik, is, vin, spiritus, ris, kartofler, hvidt brød og listen er nærmest uendelig, syntes jeg. Hvad får jeg til gengæld: vægttab, større velvære, sundere og stærkere krop, mindre allergi, færre hormonsvingninger.Hvorfor er det så svært, fordi jeg har forgiftet kroppen i mange år med for meget sukker, balancen og evnen til selv at regulere er ødelagt og kan ikke genoprettes. Det er et misbrug helt på linie med tobak og alkohol. Lad en alkoholiker drikke en øl og han hænger på den igen. Lad en sukkerholiker spise et lille stk kage og hun hænger på den igen. Stoffet aktiverer monsteret i hjernen, som overtager herfra.

Undersøgelser har vist at mænd tænker på sex rigtig mange gange i løbet af en time. Jeg tænker på mad, det gør jeg rigtig meget. Er der en pause, så kunne jeg måske lige spise noget. Ihvertfald tænker jeg på mad. Når jeg spiser, bliver jeg beroliget. Sådan virker sukkeret på mig. Jo mere, jeg spiser, jo mere skal jeg have. Jeg kan ikke nøjes med lidt. Jeg spiser hele pladen, ikke et enkelt stykke. Jeg spiser et stykke kage ved bordet og har spist et først i køkkenet og et igen, når jeg bærer ud. Jeg kan snildt spise en pakke træstammer på de 800 meter, som er hjem fra Netto. Er der røget en ind, så smutter resten nemt gennem den fedtede, slimede hals.

I dag har jeg holdt monsteret inde i skabet, tog ikke noget af lakridskonfekten, som kollegaen satte frem i anledning af fødselsdag, spiste ikke hvidt brød, da jeg kom hjem, tog ingen bolsjer fra dåsen. Har hovedpine og uro i kroppen, det tager tid at få abstinenserne væk.

Mål

3/10 om en uge har jeg tabt 1 kg

Resultat 3/10 = tabt 1,7 kg

Mellemresultat 10/10 = tabt i alt 2,3 kg

31/10 om en måneds tid har jeg tabt 5 kg

Resultat 31/10 MINUS 5 kg præcis

5/12 om 10 uger har jeg tabt 10 kilo

2/1-09 har jeg tabt 14 kg