søndag den 28. september 2008

Stadig den rigtige vej

Søndagen forløb ganske anderledes end planlagt, men det som var planlagt blev overholdt. Det er en god ting, jeg har det bedst, når også aftalerne med mig selv overholdes.

Kostmæssigt har jeg holdt stien ren, har ikke haft trang til de søde sager. Mærkeligt. Men hold fast for en hovedpine både fredag, lørdag og i dag. Det må være abstinenserne. Jeg holder ud.

Der er brugt tre af de 21 dage, det tager at ændre en vane. Når de er gået, så skal der planlægges motion, men ikke før. One step at a time, please.

lørdag den 27. september 2008

Super dag

Sikke en energi, jeg var frisk kl. 8.00, gik i sving med at få sat vasketøj over. Det passede, at jeg så kunne MÆRKE at jeg var sulten. Spiste, drak kaffe og hyggede med aviser og reklamer. Mere vasketøj, gøre rent og lige kigge ind til min gamle nabo. Derefter et smut til åbent hus hos Hanne Wellendorph, som er lokal quilter. Hjem og spise frokost og hænge det sidste tøj op.

Så afsted på motorcyklen til en aftale med en seminarieveninde, skøn tur og super vejr.Kørte et lille stykke på motorvej, men havde det som om alle bløddele i ansigtet blævrede rundt og faldt ned i guirlander, da jeg kørte fra. Nej, jeg vil hellere køre på almindelig landevej eller de små veje med spændende sving og landskab.

Kostmæssigt er det som om at gårsdagens beslutning har flyttet en masse. Jeg var ikke lige ved at snuppe en småkage hos Karen, eller lige nappe et bolsje fra dåsen og det var ikke besværligt at bede om danskvand i stedet for et glas vin hos min veninde om aftenen, hvor jeg skulle hjælpe med computer. Aftensmaden blev lidt sen, men det var opvarmet suppe fra dagen før, så det var nemt og ikke meget.

At ændre en vane skulle tage 21 dage, så nu er der kun 19 dage tilbage, før kroppen har accepteret at undvære sukker. Men tager jeg så et enkelt stykke, så er jeg tilbage igen og det VIL jeg ikke,

fredag den 26. september 2008

Beslutningen er taget

Jeg kan ikke tåle sukker eller andre fætre og kusiner til dette farlige stof. Når jeg spiser det, så mister helt og aldeles kontrollen med hvad og hvor meget, jeg stopper indenbords. Og hvad der er værre, sukkermonsteret vælter stor og fed ud af skabet, griber med en hånende latter en hel pose lakridskonfekt og væk er den. Sådan fortsætter monsteret, hvis jeg snupper den mindste bid af det søde stof.

Det er ikke fordi, jeg ikke godt VED, at jeg skal lade det være. Det er ikke fordi, at jeg ikke godt VED, at jeg kun skal spise en portion. Det VED jeg, men sukkermonsteret overtager helt alle beslutninger omkring maden og deltager såmænd også i mine indkøbsture. Altså bliver jeg nødt til at skille mig af med monsteret, hvis jeg vil bestemme selv og have en fornuftig vægt, en sund krop og en betydeligt lavere risiko for livsstilssygdommene, som følger med overspiseriet. For det er jo det, det er. Jeg overspiser og kan ikke lade være.

Hvad skal jeg undvære: kage, chokolade, slik, is, vin, spiritus, ris, kartofler, hvidt brød og listen er nærmest uendelig, syntes jeg. Hvad får jeg til gengæld: vægttab, større velvære, sundere og stærkere krop, mindre allergi, færre hormonsvingninger.Hvorfor er det så svært, fordi jeg har forgiftet kroppen i mange år med for meget sukker, balancen og evnen til selv at regulere er ødelagt og kan ikke genoprettes. Det er et misbrug helt på linie med tobak og alkohol. Lad en alkoholiker drikke en øl og han hænger på den igen. Lad en sukkerholiker spise et lille stk kage og hun hænger på den igen. Stoffet aktiverer monsteret i hjernen, som overtager herfra.

Undersøgelser har vist at mænd tænker på sex rigtig mange gange i løbet af en time. Jeg tænker på mad, det gør jeg rigtig meget. Er der en pause, så kunne jeg måske lige spise noget. Ihvertfald tænker jeg på mad. Når jeg spiser, bliver jeg beroliget. Sådan virker sukkeret på mig. Jo mere, jeg spiser, jo mere skal jeg have. Jeg kan ikke nøjes med lidt. Jeg spiser hele pladen, ikke et enkelt stykke. Jeg spiser et stykke kage ved bordet og har spist et først i køkkenet og et igen, når jeg bærer ud. Jeg kan snildt spise en pakke træstammer på de 800 meter, som er hjem fra Netto. Er der røget en ind, så smutter resten nemt gennem den fedtede, slimede hals.

I dag har jeg holdt monsteret inde i skabet, tog ikke noget af lakridskonfekten, som kollegaen satte frem i anledning af fødselsdag, spiste ikke hvidt brød, da jeg kom hjem, tog ingen bolsjer fra dåsen. Har hovedpine og uro i kroppen, det tager tid at få abstinenserne væk.

Mål

3/10 om en uge har jeg tabt 1 kg

Resultat 3/10 = tabt 1,7 kg

Mellemresultat 10/10 = tabt i alt 2,3 kg

31/10 om en måneds tid har jeg tabt 5 kg

Resultat 31/10 MINUS 5 kg præcis

5/12 om 10 uger har jeg tabt 10 kilo

2/1-09 har jeg tabt 14 kg